AP´en er for uklart formuleret
Fra "Aktivitetsplan 2022-23 (AP)"
Gå til projektet
DN-Hillerød
Bemærkninger til AP 2022-23
AP´en lider af det store problem, at den blander en række generelle hensigter, fordelt på 6 områder, som vil have gyldighed flere år frem, sammen med hensigter for et enkelt år. En mere hensigtsmæssig opbygning vil derfor være at holde de langsigtede hensigter adskilt fra de kortsigtede. Der er ingen grund til at gentage de langsigtede hensigter år for år, som det jo lægges op til her. De skal selvfølgelig (uden at det nødvendigvis gentages hvert år) stå som overskrift for hvert års AP, som indeholder sin egen analyse af udfordringer og muligheder i det/de år, som AP´en dækker.
Det er helt fint, at der tages udgangspunkt i FN´s verdensmål.
Vi synes, at der er for meget prosa i indledningen, den kan sagtens gøres kortere, så gentagelser undgås længere nede. Afdelingsbestyrelserne ønsker klare udmeldinger, ikke længere udredninger, som vi i forvejen støtter op om.
Det er udmærket at sætte mål. Her bør der dog skelnes mellem langsigtede mål, som skal indfries over flere år og mål, der vedrører den aktuelle AP.
De 6 indsatsområder skal selvfølgelig figurere i den aktuelle AP, og der skal i årets løb ydes en indsats på alle områder. Mere eller mindre, det afgøres i AP. Ønskes særlig fokus på ét af områderne, skal det selvfølgelig begrundes.
I sammenhæng hermed bør AP´en indledes med en vurdering af, hvor der især er behov for at yde en indsats det kommende år. Det gælder i særdeleshed den ´tværgående mærkesag´.
Ved at dele AP op i to dele som foreslået, får vi en kortere og overskuelig AP, som samtidig kan gøres mere operationel. Som den fremlægges i dette oplæg, forekommer den at være uegnet som effektivt arbejdsredskab. Det er vigtigt at lægge vægt på enkle budskaber, præcise mål og de indsatser, der er nødvendige for at nå målene.
Jørgen Nielsen
på vegne af DN-Hillerød
