Spring til hovedindhold
Vores DN Hjem

DN bør anbefale atomkraft

Fra "Energipolitik i DN"

Gå til projektet

Danmarks Naturfredningsforening bør anbefale atomenergi som en del af Den Grønne Omstilling

Dansk grøn omstilling satser tilsyneladende stort set udelukkende på sol, vind og biogas. Ved udbygning af energiparker med solceller og vindmøller bliver naturen taget som gidsel. Vindmøller dræber fugle og især flagermus. Solceller, der planlægges på ikke dyrkede arealer, kvæler den natur, de står på. Professor i biodiversitet og medlem af Biodiversitetsrådet Carsten Rahbek udtaler, ”at der ingen biodiversitet af betydning er under en solcellepark”. Flagermus forvirres af solcellepaneler og fouragerer ikke i nærheden af solcelleparker.

Den visuelle forurening fra vindmøller og solcelleparker bliver markant og mange steder landskabsdominerende, og vigtige habitater for mange dyrearter ødelægges.

Flere energieksperter har på det seneste frarådet udbygningen af flere energiparker lige nu og har i stedet rådet til, at opsætte solceller i byernes industriområder.

Der er et alternativ. Atomkraft. Seks mindre modulære atomkraftværker kan ifølge Morten Sørensen, fysiker med ph.d. i elektronik forsyne Danmark med den nødvendige energi til elektricitet uanset vejret. Det er paradoksalt, at vi i 2024 må forstå at vi skal glæde os over blæsende vejr, da det medfører lavere strømpriser. Atomkraft er regulerbart modsat sol og vind, og det er nemmere skalerbart. Affaldsproblemet er løst, men da det er det eneste modargument mod atomkraft, som har virket i mange år, forsøger man politisk at aktualisere problemet igen. Modsat er affaldsproblemet fra sol og vind ikke løst, vindmøller og solcellers levetid på omtrent 30 år, gør at alle vindmøller og solceller skal skiftes ved hvert 3. årti, dette er ikke klimavenligt og bliver det aldrig - og så er affaldsproblemet helt uoverskueligt stort. Glasfiber kan i øvrigt ikke genanvendes effektivt nok.

En af de største fordele ved atomenergi er dens stabilitet og pålidelighed. Sol- og vindenergi er afhængige af vejret og dagslys, hvilket gør dem mindre pålidelige som primære energikilder. Energiproduktionen svinger konstant op og ned. Atomkraftværker kan derimod producere elektricitet døgnet rundt, året rundt, uanset vejrforholdene. Dette gør atomkraft til en mere stabil og pålidelig energikilde, som kan sikre en konstant energiforsyning.

Seks modulære atomkraftkraftværker fylder til sammen 30 hektar, og det inklusiv alle faciliteter. Alene i Viborg Kommune er der 2.300 hektar solceller på tegnebrættet. Stemningen i befolkningen er efterhånden vendt. Over halvdelen af befolkningen er positivt stemt for atomkraft. EU´s nye Energikommissær, Dan Jørgensen, har i sit arbejdskommissorium stående, at han skal arbejde for udbygningen af mindre modulære atomkraftværker

Atomenergi har en lavere CO₂-udledning sammenlignet med fossile brændstoffer og kan konkurrere med sol- og vindenergi i denne henseende. Mens sol- og vindenergi begge er CO₂-fri i driftsfasen, kræver deres produktion og installation betydelige mængder energi og ressourcer, ofte fra fossile brændstoffer. Atomkraftværker, derimod, har en relativt lav CO₂-udledning over hele deres livscyklus, hvilket gør dem til en vigtig del af løsningen på klimaforandringerne.

Selvom sol- og vindenergi spiller en vigtig rolle i fremtidens bæredygtige energilandskab, er atomenergi en uundværlig komponent på grund af sin effektivitet, stabilitet, lave CO₂-udledning, begrænsede krav til landforbrug, teknologiske fremskridt og bidrag til energisikkerhed. Ved at inkludere atomkraft som en del af en diversificeret energistrategi, kan vi sikre en pålidelig og bæredygtig energiforsyning for fremtiden. Dermed også standse den upopulære udbygning af energiparker. Hvis man implementerede atomkraft som en del af Danmarks energiforsyning, ville det udjævne den enorme ustabilitet som sol- og vindenergi skaber, og endnu bedre - hvis man erstatter sol- og vindenergi med atomkraft alene, ville det føre til en fuldstændig regulerbar og dermed stabil energiforsyning i Danmark.

Venlig hilsen

Zakarias Friis Hansen

Arne Friis Hansen

Kommentarer(10)

Det er ikke muligt at kommentere, fordi dette projekt i øjeblikket ikke er aktivt.
Seneste kommentarer er indlæst.
I et lille land som DK er A-kraft den oplagte løsning. Det er stabilt, CO2-frit og optager ikke megen plads. Lad os bruge pladsen til vild natur i stedet for vindmøller og solceller!
  • 1 like
Profil af Anne Lund
Sendt af:Anne Lund
for 1 år siden
De modulære atomkraftenheder er ikke udviklet endnu, atomkraft vil i praksis kun kunne udnyttes i elforsyningen med letvandsreaktorer, der indebærer risici for radioaktiv forurening fra affald, udslip og ulykker (jf. Fukushima og Tjernobyl). Affald er både højradioaktivt, der skal holdes isoleret fra biosfæren i tusindvis af år, og lavradioaktivt affald fra driften, der fylder meget. (jf. de problemer der er afvikling af den lille forsøgsreaktor i Risø). Desuden medfører udvinding af uran forurening af naturen. Så fra et natur-og miljøperspektiv er atomkraft ikke nogen god løsning, selvom der ikke er CO2 udslip, når der er vi kan klare elforsyningen med kombination af sol, vind, sammenkobling af elnet og energilagring. (De øvrige ulemper med atomkraft ufortalt.)
  • 2 likes
Hvis DN arbejder ud fra en helhedstilgang - hvor såvel klima-, som miljø- og biodiversitetseffekter inddrages og tænkes i sammenhæng - vil atomkraft være udelukket, idet atomkraft er skadeligt for alt levende, såvel under minedrift, anlægsdrift og som affald. Atomkraft medfører tilmed en ny afhængighed af energikilder fra andre lande (f.eks. uran), og er i øvrigt slet ikke ifølge bl.a. Klimarådet nødvendigt i den grønne omstilling i Danmark, som det også nævnes i tråden. Solceller i det åbne land bør ikke være et argument for atomkraft. Solcellerne skal op på tagene, som jeg argumenterer nærmere for i et andet opslag om Energiforsyningspolitikken. Danske Energiforskere/-planlæggere har i denne publikation 'Fakta om atomkraft i Danmark': Fakta_om_atomkraft_V2_FINAL.pdf fra 2023 tilmed følgende hovedpointer, citat: Det er muligt at opretholde en høj forsyningssikkerhed i et el-system baseret 100 procent på vedvarende energi, herunder balancere forbrug og produktion samt styre frekvens og spænding. Der er således ikke behov for atomkraft for at sikre stabilitet i elforsyningen. Atomkraft i Danmark er markant dyrere end vind og sol. Atomkraft egner sig rent økonomisk ikke til reservelast for vedvarende energi i perioder, hvor der ikke er vind eller sol. Små modulære reaktorer (SMR), som er under udvikling af blandt andet det danske firma Seaborg Technologies, er på nuværende tidspunkt ikke kommercielt tilgængelige. Internationale studier indikerer, at de heller ikke fremover bliver markant billigere end den nuværende atomkraftteknologi. Dertil kommer, ifølge forskerne/planlæggerne, flere uafklarede spørgsmål til: Afhængighed af import af uran, hvordan radioaktivt affald håndteres, og hvor skal det deponeres, og hvor skal sådanne atomkraftanlæg placeres i Danmark. Endvidere: Dekommissionering af værkerne efter endt levetid kan blive en betydelig omkostning, og Danmarks energiinfrastruktur skal sikres mod krig og terrorangreb. Venlig hilsen Susanne Gerdes
  • 4 likes
Så er der endnu en grund til at melde sig ud efter den elendige grønne trepartsaftale!
    Modulære aromkraftværker findes kun et par steder i Kina og Rusland og driftsdata er meget begrænset fra sådanne anlæg. Affaldsproblemet er ikke løst ved at pege på problemer med vindmøller m. m. Hvem vil have en uprøvet teknologi med en med den risici der følger et Modulære atomkraftværk som nabo? De kan ikke nå at spille en rolle i den grønne omstilling, da det er en umoden teknologi. https://ing.dk/artikel/smaa-modulaere-reaktorer-dyrt-langsomt-og-risikabelt-viser-rapport
    • 4 likes
    Profil af Peter Nielsen
    Sendt af:Peter Nielsen
    for 1 år siden
    @Bjarne Christensen modulær kernekraft har været anvendt i årtier (primært til militære fartøjer) så det er objektivt falsk når nogen lader som om teknologien er uprøvet. Det handler ikke om for eller imod. Folk har ret til at mener hvad de vil.
      @Peter Nielsen Jamen så kan jeg ikke forstå, at de ikke er bygget for længst? Måske er prisen for høj til at man kan brude dem civilt, men militært er der mange flere penge til meget dyre teknologier.
      • 1 like
      Profil af Steen Ussing
      Sendt af:Steen Ussing
      for 1 år siden
      Læs Klimarådets analyse der viser, at elforsyningssikkerheden i Danmark kan sikres via klimavenlige tiltag uden brug af dansk atomkraft: https://klimaraadet.dk/sites/default/files/node/field_files/Policy%20Brief%20-%20Sikker%20elforsyning%20med%20sol%20og%20vind.pdf
      • 3 likes
      @Steen Ussing - måske ift. elforsyningen. Men hvad med den samlede energiforsyning? Ifølge regeringens plan skal 1/4- 1/3 af vores energi kommer fra afbrændinge af biomasse. Er det virkelig en fremtid, du går ind for?
        Profil af Steen Ussing
        Sendt af:Steen Ussing
        for 1 år siden
        @Nanna ELM BILLE Adamsen Nej. Biomasse er ikke CO2-neutral, så den skal udfases. Det gælder også biogas. Varmeforsyningen kan komme fra varmepumper (små individuelle og store tilkoblet fjernvarme) geotermi o.lign. Det beskrives f.eks. i rapporten Ren Energi fra Rådet for Grøn omstilling: https://rgo.dk/udgivelse/ren-energi-indenfor-planetaere-graenser-i-2040/

          Del