DN bør skabe en mere dynamisk arbejdsrutine omkring fredningssager.
Fra "Aktivitetsplan 2022-23 (AP)"
Gå til projektet
I de seneste år har DN Viborg drøftet og gennemarbejdet oplæg til fredning af to områder i Viborg Kommune, som vi begge finder vigtige at rejse fredningssag på. Den ene mere presserende end den anden. Vi var lidt forundrede, da det op for os at hovedbestyrelsen kun behandlede en så vigtig ting som fredningssager en gang om året nemlig i december. Det indrettede vi os imidlertid efter og fremsendte i god tid forud for hovedbestyrelsesmødet i december 2020 de to i vores øjne velgennemarbejdede og velargumenterede forslag. Herefter hørte vi ikke noget, før vi hen i december kontaktede sekretariatet og spurgte, om vores forslag var blevet bakket op.
”Desværre nej,” lød svaret ”HB besluttede kun 3 nye fredningssager, fordi vi har masser under forberedelse for tiden.”
Altså ser det ud som om der er stor interesse for at rejes fredningssager fra afdelingerne, men ikke kapacitet i sekretariatet til at efterkomme behovet. Hvis det er tilfældet opfordrer vi til at hovedbestyrelsen sætter flere ressourcer ind på området.
Yderligere forekommer det ikke tilfredsstillende for os som lokal DN afdeling blot at få besked på, at vores ret omfattende forarbejde ikke bliver bakket op uden nogen forklaring på, hvad vi så stiller op. Det kan jo være, at vores forslag er direkte tåbelige og derfor ikke værd at arbejde videre med. I så fald bør vi have klar besked om det. Det kan også være, vi har grebet sagen forkert an og mangler vigtige oplysninger for at kunne komme videre. Også det bør vi have en tilbagemelding om.
Hvis et af vores lokale medlemmer kontakter os om en sag, bestræber vi os på, at give vedkommende en ordentlig tilbagemelding. Det kan sagtens være en sag, som ikke hører hjemme i vores system, men i så fald fortæller vi det, og kan vi samtidig give et godt råd om, hvor vedkommende så kan henvende sig, får vi normalt et pænt tak for hjælpen. Vi lader ikke blot sagen ligge uden et ordentligt svar. Det bør DN's hovedbestyrelse heller ikke gøre.
Fredning er et effektivt redskab i DN's værktøjskasse og den direkte anledning til at foreningen i sin tid blev stiftet.
