Spring til hovedindhold
Vores DN Hjem

DN har brug for en landskabspolitik

Fra "Indsatsområde: Politik"

Gå til projektet

Jeg foreslår, at DN udmelder en politik for beskyttelse og bevaring af de åbne landskaber.

I et opslag på DN’s hjemmeside hedder det: “Danmarks åbne og uforstyrrede landskaber med enge, bølgende marker og skove er truede af menneskets behov for nye veje, huse og erhverv. Men når det uberørte først er væk, kan det ikke genskabes”.

 Det kan de fleste nok være enige i. Men konstateringerne er ikke fulgt op af målsætninger eller principper for, hvad der faktisk kan gøres for at beskytte de åbne, uforstyrrede landskaber. Og dermed heller ikke, hvordan DN konkret arbejder for landskabsinteresserne. Fredninger er jo nok det primære instrument, men det fremgår ikke, hvordan DN forvalter landskabshensyn i forhold til fx den visuelle effekt af større vindmøller på land, større infrastrukturanlæg, markant bebyggelse etc.

 I opslaget er et link til DN’s politik for placering af vindmøller i form af notat fra 2010, hvor bl.a. fremgår, at ”DN vil friholde beskyttet natur og udpegede værdifulde landskaber fra vindmøller”. Det kunne overvejes at gengive nogle af principperne fra den politik på hjemmesiden, fx sammen med en evaluering af, hvordan DN er lykkedes med den indsats, jf. dilemmaet i forhold til foreningens klimapolitik. Ligeledes savner jeg foreningens holdning til, hvorvidt/hvordan landskabelige hensyn skal indgå ved linjeføring af større infrastrukturanlæg. Aktuelle eksempler er Kattegatforbindelsen og Hærvejsmotorvejen, hvor flere lokalforeninger er aktive i debatten, mens landsforeningen er tavs. Det samme gjaldt tilsyneladende debatten i 2019 om den visuelle landskabseffekt af højhuset i Brande.    

Ikke kun biodiversiteten, men også de åbne landskaber er mere end nogensinde under pres, hvilket har voksende bevågenhed i befolkningen. DN har indflydelse og er den rette organisation til at markere, hvornår og hvordan der kan tages bevaringshensyn uden at udviklingen sættes i stå.

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere, fordi dette projekt i øjeblikket ikke er aktivt.

Del

Sendt af

Profil af Torben AabergAf Torben Aaberg den 23. februar 2021

Nuværende status

foreslået

Emner

Sætte dagsorden
Nationalpolitik