DN's strukturelle rammer skal tilpasses, så alle unge kan integreres i DN
Fra "Indsatsområde: Unge"
Gå til projektet

Generelt gælder det for unge i dag, at de gerne vil være en del af en forandring. De vil ikke bare være en fotomulighed eller appendiks til den forening, de er en del af, men de ønsker konkret at kunne bidrage til sagen. Det gælder også for unge i DN, der efterspørger at blive anerkendt og prioriteret som en integreret del af DN. Fælles for unge er, at de ønsker at være med til at træffe beslutninger og handle derpå.
Vi ved fra undersøgelser, at unge i dag er meget engageret i klima, natur og miljø og at de unges engagement og ønsker om at handle på den grønne dagsorden går på tværs af de unges uddannelse og bopæl. Men i DN er det kun unge, der går på en videregående uddannelse, der kan blive en del af DN Ung. Det står der i vedtægterne. Vi afskriver os fra en stor gruppe unge, der ønsker at gøre en forskel. Det bør ikke være en bestemt uddannelsesretning eller -længde, der skal afgøre om man kan kæmpe for den grønne sag i DN, men et ønske og engagement. Alle unge fra udskolingen og op skal inviteres ind i DN Ung’s fællesskab.
For at kunne integrere unge i DN og samtidig sikre et mangfoldigt fællesskab for flere unge på forskellige uddannelsesretninger, er der behov for at skabe nogle formelle og strukturelle forandringer.
Her er eksempler på konkrete tiltag, der kan understøtte dette:
Vi skal arbejde for at sikre, at DN Ung kan få politisk indflydelse strukturelt i DN. Det kan fx betyde:
- At DN skal klæde unge på til at deltage i demokratiske processer både internt i DN men også generelt.
- At vi skal undersøge hvilke beslutningsfora, det er relevant for unge at deltage i
- At undersøge hvilke vedtægtsændringer det vil kræve, hvis DN Ung skal deltage i DN’s demokratiske processer. Fx ved at sidestille DN Ung med de faglige netværk og integrere de unge i DN med fx repræsentation i HB og/eller ændre vedtægter så DN Ung afdelinger sidestilles med lokalafdelinger, hvor hver DN Ung afdeling får repræsentation i repræsentantskabet
Vi skal arbejde for et mangfoldigt DN Ung. Det kan fx betyde:
- At vi skal foretage ændringer i vedtægter, så DN Ung kan åbne op for andre end universitetsstuderende
- Vi skal gøre det første skridt til det nemmeste. Sikre lave adgangsbarrierer for at blive aktiv i DN. Undersøgelser viser, at det er aktiviteten der tiltrækker og fællesskabet, der fastholder. Fx netværk koblet til DN Ung
- Undersøge nye former for medlemskaber og engagement for unge i DN. Fx skal det være billigere, det første år? Gratis? Netværksbasseret?
DN Ung afdelingerne er et godt fundament at bygge videre på, når vi ønsker at skabe et attraktivt og vedkommende fællesskab for unge. Men der er behov for at nytænke stukturen, så DN Ung kan favne flere unge både igennem de eksisterende afdelinger, men også ved at tænke i nye tværgående måder at samle og organisere unge på – fx igennem et landsækkende ungenetværk baseret på uddannelse, kurser og fællesskabsorienteret aktiviteter. Der kunne også være behov for opbygning af en fælles digital unge struktur med tilknytning til en generel oprustning af DN’s samlede kommunikationsindsats mod unge.
Vurdering af ressourcetræk: Det vil kræve understøttelse fra sekretariatet at arbejde med de formelle og strukturelle forandringer. Der kan undersøges muligheder for ekstern finansiering.
Eksempler på ideer fra vores DN
- DN som attraktiv platform for unge: https://vores.dn.dk/da-DK/ideas/dn-som-attraktiv-platform-for-unge
- Konkrete forslag til flere aktive unge i DN: https://vores.dn.dk/da-DK/ideas/konkrete-forslag-til-flere-aktive-unge-i-dn
- Ung-afdelinger begrænses af vedtægt om at være studerende: https://vores.dn.dk/da-DK/ideas/ung-afdelinger-begraenses-af-vedtaegt-om-at-vaere-studerende
- Forbindelsesled: https://vores.dn.dk/da-DK/ideas/forbindelsesled
