DNs fejlagtige kamp mod "æstetikken" og for kystnære vindmøller

Ledende kræfter i DN er gået til kamp mod ”æstetikken” til angivelig fordel for den rene ”objektive” natur. Beslutningerne og den nye linje blev opsummeret i et Nyhedsbrev august 2022, hvor man fastslog at ”vi med hensyn til placering af VE- anlæg lever i en tid, hvor udsyn må træde lidt i baggrunden”, til fordel for ”objektive naturfaglige argumenter”. Og man understregede en HB-beslutning fra 2017 som sagde at ”det er vigtigt at holde fast i, at vi prioriterer naturhensyn og grøn omstilling højere end æstetik” – samt en HB-beslutning fra 2019 som indebærer ”at DN ikke er imod kystnære vindmøller”, medmindre det i den ”enkelte sag” vurderes at møllerne vil medføre ”væsentlige og konkrete indvirkninger på natur og miljø”.

Og denne nedvurdering af ”æstetiske” hensyn og landskabelige interesser ses igen helt grundlæggende i HBs udsendte udkast til en vindmøllepolitik – med udkastets normative udsagn om at DN (med mindre ”tungtvejende” grunde foreliggger) ikke vil gå ind i lokale sager ”hvor vindmøller alene skader udsigten men ikke naturen”.  Her kunne man rimeligt diskutere om man så bastant kan adskille ”naturen” fra ”udsigten”. For ”udsigten” er her reelt en affærdigende omskrivning af de åbne, frie landskaber, det lange ubrudte sigt udover det frie hav, den svimlende og (videnskabeligt påvist) sundhedsfremmende og vederkvægende landskabelige skønhed – en skønhed som den biologiske dyreart mennesket nu engang intuitivt også forbinder med ”naturen”. Som Red Barnets generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen for nylig i helt anden anledning udtalte til Jyllands-Posten på et spørgsmål om hvor hun kunne drømme om at flytte hen: ”… til et sted hvor der var åben himmel, når jeg kiggede ud af mine vinduer. Måske Bornholm. Naturen er så smuk …” (14-10-22).

Men derudover svækker DN med sådanne lidt nedladende udsagn om ”udsigten” vort helt generelle forsvar for landskaberne, naturbeskyttelsesloven, planloven og beskyttelsen af vore strand- og kystzoner mod byggeri og industri. Vi er på vej til at åbne en ladeport for entreprenører og kommunale og statslige vækstfortalere – som sandelig nok kan udtænke fine og jo altid angiveligt samfundsmæssigt gavnlige og helt nødvendige turistfaciliteter, boligområder, industriinstallationer og broer i de åbne landskaber og ved kysterne. Og som herefter kan underminere planloven og forsvare deres byggerier ved frydefuldt at genbruge DNs forsvar for at plastre områder på det kystnære land og hav til med tårnhøje vindmøller: Jojo, vore byggerier og installationer skader da muligvis også udsigten - men sandelig da ikke naturen.

En helt konkret eksempel på DN-ledelsens bidrag til svækkelse af de landskabelige interesser og den historisk tilkæmpede lovfæstede landskabsbeskyttelse ses også i HBs forslagstekst, som her hvor det hævdes at ”opstilling af vindmøller inden for beskyttelseslinjerne omkring sø, å og skov vil oftest ikke udgøre et problem for beskyttelseshensynene”. Man garderer sig så en smule med en bisætning om at det ”bør dog konkret vurderes så formålet med beskyttelsen opretholdes”. Men hvad er da lovens formål med beskyttelsen? Ja, vedrørende fx skovbyggelinjen fastslår Miljøstyrelsen på sin hjemmeside som første punkt og i klar tekst, at skovbyggelinjen eksisterer ”for at sikre det frie udsyn til skoven og skovbrynet og for at bevare skovbrynene som værdifulde levesteder for plante- og dyreliv …”

Men en række tårnhøje snurrende vindmøller indenfor skovbyggelinjen kan altså yderst vanskeligt forenes med det ”frie udsyn til skoven og skovbrynet”. Hvordan kan DNs HB så alligevel hævde at vindmøller indenfor beskyttelseslinjerne ”oftest” ikke udgør et problem? Øjensynligt igen fordi man er i færd med at bagatellisere og nedgøre landskabelige hensyn, naturens og landskabets skønhed, ”æstetikken” og de ifølge HBs udsendte tekst ”subjektive holdninger” omkring møllernes ”visuelle påvirkning af omgivelserne”, - til fordel for den angiveligt rene, rigtige og ”objektive” natur.

Men landskabelig skønhed, de frie vidder og ”æstetik” tilhører nu engang DNs historiske kerneværdier og eksistensberettigelse. Et af DNs mange store sejre var redningen og fredningen af området nord for Skagen og omkring Skagens Gren. DN skriver selv så stolt og rigtigt på sin hjemmeside, om de ”rullende sandkorn, susende vinde, brusende hav og et glødende lys. Det er de elementer, der gør et stykke natur unikt. Så unikt at flere danske kunstnere gennem tiden har portrætteret det, og så unikt at en million mennesker hvert år gæster det.” Og man fremhæver, at hvis det ikke var for DNs fredningsindsats ville hverken danskere eller turister i dag have mulighed for at ”vandre frit i den enestående natur langs vandet.”

Her har DN så åbenlyst endnu ikke på nogen måde nedvurderet ”æstetikken” og ”udsigten”. For denne ”enestående natur langs vandet”, som er blevet foreviget af store malere og tiltrækker menneskene, omfatter selvklart i højeste grad også de frie, uspolerede udsigter fra land og udover havene mod kimingen. Og denne tætte forening af ”æstetik” og ”natur” er vel at mærke ikke forbeholdt landet og havene ved Grenen, men gælder generelt for de danske kystområder. (I dag eksisterer som bekendt flere planer om at opstille havvindmøller visuelt tæt på kysten og Grenen. Mon DN en dag vil komme til at støtte sådanne møller, med argumenter om at disse alene ødelægger udsigten og ”æstetikken” men ikke den rene ”objektive” natur?)   

Men, vil kritikken af det ovenstående lyde, har Danmark og klimaet da ikke ubetinget behov for mange flere vindmøller på land og på det kystnære hav? Nej, i hvert fald ikke på det lidt længere sigt. De vældige energiøer og vindmølleparker der nu planlægges af danske interessenter langt ude til havs, vil ifølge det oplyste kunne forsyne flere hundrede millioner europæiske husstande med grøn strøm. Og DN må så arbejde for at disse anlæg etableres så hurtigt som muligt, naturligvis under hensynstagen til alle relevante interesser og naturbeskyttelsen. Og desuden må DN være åben og aktivt søgende overfor andre og nye muligheder for at producere grøn energi – alternativer som er mindre landskabsforarmende og mindre arealkrævende end mølleparkerne. Og ikke mindst må DN i diskussionen om stadig mere grøn strøm kraftigt fokusere på cirkulær økonomi og grænserne for evig vestlig materiel vækst – en vækst som igen kræver stadig forøgelse af strømproduktionen og dermed opstilling af stadigt nye VE-anlæg. Det vigtigste grundlæggende alternativ til  opstilling af stadigt flere og flere industrielle VE-anlæg er vel overhovedet besparelser og en cirkulær omstilling af økonomi og produktion.

På det kortere sigt eksisterer der dog åbenlyst et stærkt politisk og geopolitisk pres for nu og hastigt at opstille flere landbaserede og kystnære vindmøller. Og i det (forhåbentligt begrænsede) omfang det i en overgangsfase ikke bliver muligt at undgå sådanne opstillinger, må DN meget aktivt arbejde for at der etableres en politisk besluttet, fast og juridisk bindende solnedgangsklausul. En klausul og beslutning der dels skal indebære, at samfundet stærkt målrettet arbejder for så hurtigt som muligt at overflødiggøre disse nye vindmøller.  Og dels skal beslutningen bindende indebære, at de opstillede møller ubetinget skal fjernes igen, lige så snart det tvingende behov således ikke mere er til stede.

DN har med god grund brystet sig stærkt af kystkampagnen tilbage i 2015. Som overskriften lød på DNs hjemmeside i februar 2016: ”Danmarks Naturfredningsforenings kampagne for at redde de frie danske kyster har nu sikret det højeste medlemstal i fire år.” Men den nuværende politik med dens hovedregel om at støtte kystnære vindmøller står i grotesk kontrast til den daværende kystkampagne og er et slag i ansigtet på mange der dengang entusiastisk satte tid og kræfter af til at støtte op om DNs nødvendige og succesrige kampagne for at redde vore kystlandskaber. DN må sadle om, besinde sig på sin historie og sjæl og arbejde ud fra en klar politik der som altovervejende hovedregel siger nej til fx at opstille vindmølleparker som er synlige fra kysten. Hvilket vil sige at møllerne skal placeres meget, meget længere væk fra kysterne end de 15 km som HB taler om i udkastet til vindmøllepolitik.

Hvis DNs linje med affærdigelse af ”æstetikken” til fordel for den ”objektive” natur fortsat nyder fremme i DN og blandt politikere, så vil fremtidige generationer berettiget spørge – ikke alene hvordan vi dog kunne lade klimaproblemerne udvikle sig så katastrofalt, men også hvordan pokker DN aktivt kunne finde på at medvirke til unødvendigt at plastre vort lille flade lands åbne landskaber og vort kystnære hav til med industrielle energianlæg i form af tårnhøje vindmøller. Det spørgsmål kan dog blive mindre pinagtigt ved at DN dels insisterer på at de møllebaserede VE-anlæg skal langt, langt ud på havet, dels presser på for en cirkulær økonomi, og dels er åben og aktivt nysgerrig overfor andre grønne og mindre landskabsindgribende VE-muligheder end møller. Samt ved at insistere på en fuldstændigt klar og bindende solnedgangsklausul for de nye landskabsforarmende kystnære og landbaserede vindmølleanlæg som alligevel i en overgangsfase måtte blive opført.