Spring til hovedindhold
Vores DN Hjem

En strategidag giver muligheder

Fra "Andre idéer og perspektiver"

Gå til projektet

I forbindelse med den kommende strategidebat vil jeg – måske til inspiration for andre – kort fortælle om det lokale strategiarbejde i DN Sorø. Betegnelsen er måske ikke helt præcis, men det er den, vi indtil videre har valgt at bruge.

Inspireret af DN Favrskov afholdt vi i februar en hel temadag, hvor fokus ikke var natur og klima, men os selv som lokalafdeling i DN. Vi kaldte det en strategidag.

Formålet var at sætte fokus på spørgsmål som: Hvad brænder vi for? Hvor oplever vi styrker og muligheder? Og hvilke indsatser giver det mening at prioritere, når vores arbejde bygger på frivilligt engagement og fælles opbakning? Vi begyndte med det helt nære: Hvad brænder jeg personligt for? 15 af afdelingens cirka 45 aktive medlemmer deltog (se foto).

Input og budskaber fra dagen blev samlet i et notat, som midt i april dannede grundlag for en temaaften, hvor opgaven var at omsætte idéerne til mulige handlinger. Det har resulteret i en række konkrete forslag og indsatser. Nogle handler om at fastholde eller videreudvikle det, vi allerede gør, mens andre er helt nye initiativer.

Vi sætter naturligvis ikke det hele i gang på én gang, så næste skridt er at udvælge de 2–3 indsatser, vi vil prioritere og arbejde videre med i 2026/27.

Nedenfor har jeg forsøgt at sætte idéerne ind til de overordnede temaer vi har for DNs strategidebat.


  1. Hvordan styrkes DNs forandringskraft? (Hvordan kan DN blive endnu bedre til at skabe de samfundsforandringer, foreningen er sat i verden for?)

* Inddrage medlemmer og borgere i udviklingen af kommunens grønne dagsorden, fx via borgerinput til vores årlige møde med hhv. politikere og forvaltning.

* Indgå flere strategiske samarbejder med skoler, grønne foreninger og lokale aktører om naturprojekter og fælles mærkesager.

* Arbejde mere løsningsorienteret i sager – uden at slippe rollen som tydelig modstemme ved uacceptable planer eller overdrevne brug af dispensationer

* Kortlægge og overvåge naturvigtige områder gennem samarbejde med lokale aktører og frivillige.

* Understøtte lokale naturindsatser på tværs af organisationer gennem en “chip og dip”-tilgang, hvor alle bidrager med det, de kan.

* Rekruttere flere aktive med sagsbehandlingskompetencer og opbygge kompetencer gennem føl- og læringsordninger.

* Etablere en whistleblower-ordning for natur og miljø.

* Gøre klima til et tydeligere fokusområde på linje med biodiversitet.

* Udvikle en mere bevidst kommunikations- og PR-strategi med klare målgrupper og formidlingskanaler.

* Etablere en stærk PR-/formidlingsfunktion, som kan synliggøre arbejdsgruppernes aktiviteter og gøre DN Sorø endnu mere synlig lokalt.

* Prioritere få, strategiske initiativer ad gangen, som afdelingen løfter i fællesskab, og som både skaber naturværdi og engagement.


2 . Hvordan engageres flere i naturen? (Hvordan kan danskernes naturforbundethed og engagement i og for naturen styrkes?)

* Udvikle flere aktiviteter for børn, unge og familier – fx naturlegepladser, fugleture, sanketure og bålmad.

* Dele inspiration og erfaringer med andre DN-afdelinger og lokale naturgrupper.

* Formidle lokale naturmuligheder bedre gennem oversigter over cykelruter, sheltere og naturoplevelser.

* Nytænke events som metode til at engagere flere og skabe stærkere naturfællesskaber.

* Udvide eksisterende arrangementer med sociale og hyggelige elementer, fx snobrød ved affaldsindsamlinger.

* Etablere tilbagevendende eventrækker, der både tiltrækker medlemmer og nye målgrupper, fx fuldmåneaftener gennem året.

* Have særligt fokus på “0,5-borgerne” – mennesker, der endnu ikke er aktive eller medlemmer, men som kan blive det på sigt.

* Arbejde med “bløde indgange” til naturen og DN, hvor man kan deltage uden store forpligtelser.

* Bruge events aktivt som en måde at skabe naturglæde, tilknytning og senere engagement.

* Gøre det lettere for både medlemmer og eksterne at tage initiativ til aktiviteter.

* Styrke naturformidlingen gennem en eventkoordinator/facilitator, der hjælper idéer til at blive til konkrete aktiviteter.

* Udvælge enkelte nye initiativer, som kan fungere som samlende og inspirerende fællesprojekter for både aktive og nye deltagere.


3. Hvordan bygges et stærkt fundament? (Hvordan får DN flere med, skaber gode rammer for frivillige og aktive og står stærkt som organisation?)

* Styrke samarbejdet på tværs af arbejdsgrupper, så flere kan hjælpe til i kortere eller konkrete opgaver.

* Udbygge sociale aktiviteter og fællesskaber for aktive, fx fællesspisning og sociale arrangementer.

* Skabe en kultur, hvor man kan bidrage i det omfang, man har overskud til, så nye frivillige ikke brænder ud.

* Indføre føl- og mentorordninger for nye frivillige og kommende deltagere i sags- og plangruppen.

* Etablere understøttende funktioner som eventkoordinator og PR-/formidlingsfunktion for at gøre det lettere at skabe aktiviteter og synlighed.

* Være opmærksom på, at koordinatorroller kan blive store og krævende “blækspruttefunktioner”, som med fordel kan deles mellem flere personer.

* Tydeliggøre organisering, kommunikation og ansvarsfordeling, så afdelingen står stærkere internt og eksternt.

* Arbejde målrettet med rekruttering, onboarding og fastholdelse af frivillige og aktive medlemmer.

* Skabe rammer, hvor ildsjæle kan tage initiativ, samtidig med at fællesskabet hjælper med at løfte opgaverne.

Kommentarer

for at kommentere.
Antal likes i alt: 4, total dislikes: 0
. Log ind for at stemme.

Del

Sendt af

Nuværende status

foreslået