Energiforsyningspolitikken mangler helhedstilgang
Fra "Energipolitik i DN"
Gå til projektet
DN skriver, at ”Energiforsyningspolitikken sætter fokus på, hvordan det behov, der er tilbage efter energibesparelser og -effektivisering, skal opfyldes gennem VE”. Men DN bevæger sig (alligevel) uden for dette ensidige 'fokus på energiforsyningen' ved, at der inddrages løsningsforslag til reduktion af CO2 i atmosfæren - via CO2-fangst og lagring/CCS.
Når det nu anses for relevant at supplere energiforsyningen med tiltag til fangst af CO2 i atmosfæren, havde det været mere oplagt - ud fra en helhedsbetragtning, hvor såvel klima-, som miljø- og biodiversitetseffekter inddrages og tænkes i sammenhæng - at komme ind på de naturbaserede klimaløsninger til reduktion af CO2 i atmosfæren fremfor CCS.
Det vil ifølge Klimarådet "medføre årlige klimagevinster på næsten 7 mio. ton CO2e, hvis Danmark lever op til EU’s vandrammedirektiv, beskytter 30 pct. af landarealet i tråd med EU’s biodiversitetsstrategi og også opfylder regeringens målsætning om skovrejsning”. (Bemærk i øvrigt, at krav i EU’s lovgivning og strategi for naturbeskyttelsen er 30 %, dvs. 10 % mere end der er opnået med Trepartsaftalens 20 %). DN burde gå videre end Regeringen, f.eks. med støtte i EU’s lovgivning og strategier, i forhold til de naturbaserede klimaløsninger.
Uden en helhedstilgang kan DN tilmed hverken forholde sig kritisk til Regeringens solcellepolitik eller statens støtte til diverse teknologiske tiltag af hensyn til klimaet.
Jeg vedlægger et notat, hvor jeg uddyber mine overordnede bemærkninger til politikken.
Venlig hilsen
Susanne Gerdes
