Energipolitik kan ikke stå alene
Fra "Energipolitik i DN"
Gå til projektet
Som flere af indlæggene også er opmærksom på så kan energipolitikken ikke stå alene. Det er vigtigt og effektfuldt at fokusere på den energi, der ikke bliver brugt som værende vældig betydningsfuld og værdifuld.
I klimagruppen i DN Århus har vi inspireret hinanden, har minutiøst gennemgået enkeltdelene og er kommet med en fælles kommentar til DNs nye energipolitik, som jeg derfor ikke vil kommentere på her. Jeg vil her komme med nogle mere overordnede, personlige betragtninger.
Jeg er som ny i klimagruppen i DN Aarhus blevet opmærksom på, hvor meget for eksempel krav til nybyggeri og krav til materialer, herunder brug af biomaterialer kan gøre en forskel.
Det der imidlertid også mere og mere klart for mig er, at når vi i Danmarks Naturfredningsforening går ind i klimadelen, vil vi uvilkårligt blive mere politiske, hvilket vi nødvendigvis må stå ved. For eksempel er det de rigeste, der bruger allermest CO2. Skal de brandbeskattes?
Banker yder lukrative lån til nybebyggelse frem for renovering. Skal der lovgives i forhold til dette?
Dette er blot 2 enkeltstående og aktuelle politiske spørgsmål, vi må forholde os til
Hvis vi snævert fokuserer på en energipolitik som et spørgsmål om forsyningssikkerhed, der til alle tider skal kunne efterkomme et potentielt uendeligt behov, kommer vi til uvilkårligt at understøtte tanken om et vækstsamfund, der blindt kan køre derud ad.
At ukritisk opstille VE- anlæg hvor som helst i ukritisk jagt på mest mulig energi vil være en problematisk fortsættelse af vækstfilosofien, selvom den sympatiske tanke bag er det modsatte.
I stedet bør vi indtænke ikke-brug af energi som en vigtig faktor samt at opstille VE-anlæg, hvor gennemførte fredninger i nærområdet, biodiversiteten og dyre- og planteliv generelt ikke trues. Begge dele er vigtige beskeder til os selv om, at vi er en del af naturen og ikke suveræne herskere over og betvingere af samme.
Det gør mig derfor også godt at læse, at Aarhus Kommune i en opfølgning fra et møde mellem kommunens projektleder og udvikler og udviklers rådgivere præciserer, at kommunen ønsker at tage den meget omtalte flagermuserapport fra DCE alvorligt. At søge samarbejde med kommuner, der vægter biodiversitet (her flagermus) er naturligt for DN. Hvor blind vækstfilosofi og arrogance overfor dyr, planter og mennesker hersker, må vi med viden, power og den entusiasme og kærlighed til naturen, der er Danmarks Naturfredningsforenings DNA, søge at påvirke beslutningstagere.
