Faglighed er tilsyneladende nedprioriteret i sekretariatet

Dejligt vi nu har modtaget et organisationsdiagram over DNs sekretariat, med oplysninger om hvilke ledere vi har i de forskellige afdelinger og hvilke opgaver de enkelte medarbejdere er eksperter i.

Men det synes som om den faglighed DN har været kendt for, er nedprioriteret.

Det var tidligere ret nemt at få hjælp fra venlige og engagerede medarbejdere i sekretariatet, men det har de sidste år været tydeligt at mærke, at der var travlt i N&M afdelingen. Der er mange ude fra afdelingerne, der gennem længere tid har gjort ledelsen opmærksom på problemet, og efterlyst mere faglig kapacitet i Sekretariatet til hjælp bl.a. med klagesager. Denne manglende faglige kapacitet er blevet endnu mere tydelig efter at 2 faglige medarbejdere, med ekspertise inden for skov og miljø, blev afskediget.

Ifølge Organisationsdiagrammet er arbejdet med skov blevet nedprioriteret til en deltidsstilling. og arbejdet med miljøgodkendelser af virksomheder(kap. 5 godkendelser) er tilsyneladende helt opgivet. Ingen har opgaven, og da der ikke er vakante stillinger i N&M-afdelingen, er det tilsyneladende heller ikke planen. Det er tidskrævende at komme til bunds i disse afgørelser, og det kræver stor erfaring at kunne gennemskue godkendelserne.

 I min optik er der konflikt mellem det faktum at DN, iflg. loven, har ret til at klage over disse afgørelser, men ikke har faglig kompetence i sekretariatet til at løse opgaven. Hvis HB /sekretariatet ikke vil afsætte ressourcer til disse afgørelser, må konsekvensen være, at man sikrer, at DNs klageret skrives ud af loven. Kunne man f.eks. forestille sig, at DI (trods det de i virkeligheden kun repræsenterer en lille del af virksomhederne) kunne finde på at bruge vores manglende klager over disse afgørelser som bevis for, at driften af virksomheder her i landet er uproblematisk?   

Problemet med disse virksomhedsgodkendelser er, at de er vanskelige at gennemskue. Der findes grænseværdier for emissionerne fra disse virksomheder, og grænseværdierne anvendes så at sige altid i godkendelsens vilkår, og så burde den godkendelse vel være i orden. Men det er netop ikke en garanti for, at virksomheden kan bringes til at overholde disse grænseværdier, og det er vel de færreste der har oplevet, at en virksomhed bliver lukket, når den først er etableret.

Virksomheden har, iflg. loven, pligt til, i deres ansøgning om godkendelse, at give alle relevante oplysninger om indretning, drift og forventede emissioner, og ikke mindst, sandsynliggøre at virksomheden, på den ønskede placering, kan bringes til at overholde gældende grænseværdier.

Når ansøgningen er modtaget, er myndighedens opgave at vurdere, om det fremsendte materiale er tilstrækkeligt til at sandsynliggøre, at virksomheden vil kunne bringes til at overholde gældende grænseværdier. Det er ofte et problem for myndigheden at få tilstrækkeligt med oplysninger fra virksomheden. En rådgiver er ikke billig, og kommunen vil gerne have arbejdspladserne, så det er ikke altid nemt at være sagsbehandler. Det er også set, at en virksomhed ikke har fået oplyst alle de typer af emissioner, der kan forventes fra produktionen. Det siger sig selv, at det kræver en del erfaring med forskellige virksomhedstyper, før man kan gennemskue, hvilke emissioner der kan forventes fra forskellige produktioner. Den erfaring kan man ikke forvente findes i afdelingerne.

Det er set, at en myndighed giver en godkendelse stort set på baggrund af bygningstegninger. Men Klagenævnet tager denne del af lovgivningen alvorligt. Vi har, for nogle år siden, brugt tid på at gennemgå det ansøgningsmateriale der lå til grund for miljøgodkendelsen af en virksomhed. Vi klagede over at godkendelsen var givet på et for spinkelt grundlag, dvs. uden reel mulighed for at vurdere om virks. kunne bringes til at overholde gældende grænseværdier. Vi fik medhold i klagen, og sagen blev sendt retur til kommunen.     

Det siger sig selv, at man ikke kan forvente at afdelingerne har hverken kompetence eller tid til at gennemgå disse godkendelser ordentligt. Det burde udelukkende være en sekretariatsopgave. Jeg går ud fra, at Miljøfagligt Udvalg bakker op om dette ønske. 

Det vil være oplagt at ansætte en medarbejder, der har erfaring fra arbejdet med disse sager enten i Miljøstyrelsen eller i en kommune og kender problematikken i sagerne, og som dermed kan matche myndighederne. 

Pia Ellegaard Jørgensen