Flagermus og vindmøller

Ved et rent tilfælde dykkede jeg ned i dette emne sidste vinter.

Jeg vil i det næste ikke dvæle meget ved vindmøllepolitik generelt, men udelukkende tage udgangspunkt i forholdet mellem vindmøller, flagermus og møllernes placering.

Vedhæftet findes en mindre rapport, hvori kilderne for mine påstande også kan findes. Jeg skal dog gøre opmærksom på, at folketingets målsætninger for antal landvindmøller var væsentligt anderledes dengang.

Vedhæftet findes også rapporten i kort udgave (3 sider), slides fra mit oplæg for de visuelt begavede og Morten Elmeros' notat fra 2020 til MFKN.

Det er i international litteratur veldokumenteret, at flagermus dør i stort antal ifm. med vindkraftværker, endda i sådan et omfang, at danske landvindmøller potentielt dræber minimum 42-50.000 flagermus per år - med udgangspunkt i tyske data om flagermus-kollisioner og vindmølletætheder.

Af denne og mange andre grunde stilles der som regel krav om en VVM-vurdering før der opstilles landvindmøller. En britisk undersøgelse fra 2016 har dog vist, at der ikke er signifikant sammenhæng mellem den vurderede risiko i miljøvurderinger og antal flagermus-kollisioner efter konstruktion.

Hvis der i miljøvurderingen vurderes, at en eller flere af møllerne i et projekt vil udgøre en risiko for den lokale bestand af flagermus stiller kommunen vilkår om afværgeforanstaltninger i VVM-tilladelsen, i reglen driftstop ved vindhastigheder under 5-6 m/s.

Siden 2020 har MFKN anlagt en strengere praksis, hvormed dette krav optræder stadig oftere.

Undersøgelser fra 2007 og 2010 viser, at større møller dræber flere flagermus. De kommende møller bliver væsentligt større end de eksisterende og vil i reglen også have længere vinger, hvormed de dækker et større område med varierende vindhastigheder. Cut-in (/start) vindhastigheden bør derfor evt. øges ved højere møller.

DN bør undersøge og gøre sig det klart om man mener der skal justeres på hastighedsgrænsen, Sættes cut-in hastigheden om natten f.eks. til 6,5 m/s i nacel-højde vil hver vindmølle producere omtrent 1% mindre strøm per år end ved fuld drift.

I nogle tilfælde formuleres vilkårene på en sådan måde, at der åbnes op for, at driftstoppet kan bortfalde efter konkrete undersøgelser. Alternativt den anden vej rundt, hvor man holder døren på klem for at kunne indføre driftstop, hvis der senere registreres en negativ påvirkning af den lokale flagermusbestand.

Der findes dog ngen offentligt tilgængelig dansk vejledning for efterundersøgelser, hvormed det er op til bygherren og den enkelte kommune at definere undersøgelsesmetoden. Den primære metode er i dag kontinuerlig automatisk registrering af aktivitet med flagermusdetektorer i møllehuset, evt. suppleret med periodiske registreringen ved jorden, hvoraf registreringerne ved jorden fortages på samme måde som ved forundersøgelserne. Alt andet lige må det forventes at jo højere aktivitet der er, des større er risikoen for kollisioner.

Der er dog stor usikkerhed forbundet med estimaterne for kollisioner bygget på disse data, bl.a. fordi selv specialtrænede biologer kun finder omkring 20% af udplacerede kadavere - hvoraf effektiviteten falder med størrelsen på kadavrene og vegetationens kompleksistet. Derimod har flere undersøgelser vist at trænede hunde har en effektivitetsrate på 73-80% og kun bruger 1/4 af tiden på at afsøge det samme område.

Biologernes lavere effektivitet fører til en underestimering af kollisioner, hvor man har fundet at estimaterne for kadaver/MW er 4,2-6,4 gange højere for trænede hunde. Ved at indføre brug af trænede hunde i efterundersøgelserne vil man kunne opnå mindre statistisk usikkerhed for modellerne og et mere realistisk billede af den enkelte mølles indflydelse på de lokale bestande. Dette vil kunne føre til bedre og mere præcis forvaltning.

DN bør undersøge og gøre sig det klart om man generelt er tilfredse med vidensgrundlaget for hvor der indføres og ikke indføres driftstop, samt hvordan efterundersøgelserne udføres og hvorvidt de bør standardiseres på nationalt plan.