Hvordan det giver mening at være aktiv
Fra "Indsatsområde: Frivillige og aktive"
Gå til projektet
Vi taler i DN rigtigt meget om, at vi skal hverve medlemmer. Det skal vi også, men termen er mest egnet til at få medlemmer, der alene gerne vil være medlemmer og dermed støtte DN.
Det er andre ord, der er relevante, når vi skal tale om at få medlemmer, der er aktive. Så er det ikke nok blot at hverve. Det nytter ikke, hvis vi blot tror, vi skal hverve.
Når vi skal have aktive, er opgaven i høj grad at skabe et miljø, hvor det giver mening at være aktiv – og så være opmærksom på, hvilke rammer man lukker aktive ind i.
Det er min erfaring, at der er to ting, der skal være opfyldt for at det giver mening at være aktiv. Man skal som aktiv opleve at være en del af et miljø, hvor man er opmærksomme på hinanden. De andre skal ’se’, at man er der.
Hvis man skal være aktiv, så skal man også opleve, at det man bidrager til et resultat – eller med andre ord, at det gør en forskel, at man er med.
At være en del af et miljø og bidrage til et resultat – er, som jeg oplever det, to nødvendige forudsætninger for at aktive holder ved og udvikle sig med opgaverne – at de blomster op.
De rammer aktive kommer ind i er vigtige. Jeg synes det kan være frugtbart at se aktiviteter i afdelingerne som et virke. Når vi virker sammen, så er vi en virksomhed. Ikke en der skal tjene penge, en der skal skabe noget. Det kan være høringssvar, ture, aktioner, modtagelse af nye m.m. Vi skal med andre ord have rammer i afdelingerne, hvor aktive kan udfolde sig og skabe noget.
Det kan være nyttigt at skelne mellem to forskellige slags rammer. Den ene er mere faste rammer til de faste opgaver, vi har i afdelingerne. Det er f.eks. en gruppe, der skriver høringssvar til kommune- og lokalplaner og miljøsager. Det kan være en gruppe, der behandler fredningssager og dispensationer hertil. Det kan være en gruppe, der modtager nye. Det kan være en mediegruppe.
Men det kan også være rammer for grupper, der er samlet om et naturemne, hvor det er emnet, der samler. De skal ikke have faste rammer for, hvordan der skal tages fat på emnet. Det kan f.eks. være et emne, som at fremme biodiversiteten i kommunen. Det er da dem, der deltager, der i høj grad lægger rammerne for arbejdet og for hvad man vil. Men målet skal være, at man skaber noget.
Det er min erfaring, at det kan være vanskeligt for nye at finde sig til rette i de faste grupper. De kræver ofte nogle viden-forudsætninger for, at man kan opleve at gøre en forskel. Men har man disse forudsætninger, er de faste grupper gode rum at være aktiv i.
De mere åbne rammer giver plads til mange flere. Her er det i høj grad deltagerne, der med deres forudsætninger og engagement former det, der sker. Når vi får det til at fungerer, så rummer det muligheder for et mere proaktivt DN, der er med ude i byen, hvor det er relevant. Det rummer muligheder for et DN, der også udvikler nye måde at påvirke politikken i kommunen på.
Og så sidst noget om det at ’hverve’ aktive. Jeg vil hellere sige, at vi skal annoncere efter aktive. Vi skal fortælle, hvad det er for opgaver, vi har brug for folk til. Det kan være efter folk til bestemte opgaver og det kan være efter folk der vil arbejde med et åbent emne – og til grupper, hvor de er med til at udvikle rammerne.
