Hvorfor mangler der en vision og en strategi for det konkrete arbejde?

Hvorfor mangler der en vision og en strategi for det konkrete arbejde, når nu vagthunde-rollen i visionen beskrives som et adelsmærke for DN?

Er det fordi, vi gør det så godt, at det ikke kan blive bedre? – Næppe!

Der er skrevet meget fornuftigt og godt i forbindelse med visions- og strategiprocessen. Selve visionen og delvisionerne kan man næsten ikke være uenig i.

Men som så ofte, så er det interessante og lidt bekymrende, det der ikke står. Og hvordan skal man kommentere på noget, der ikke står der.

Der er i visionen påklistret nogle sætninger om ikke at gå på kompromis med DN`s rolle som vagthund. Det indikerer lidt om den diskussion, der må have været i HB om indholdet af visionen. Det er dog tydeligt, at dem der har siddet for bordenden i arbejdet med vision og strategi har mere erfaring med arbejdet i politiske partier og på Christiansborg, end med DN. Jeg sporer i hvert fald en vis historieløshed og manglende organisationsforståelse i det – i øvrigt flotte - arbejde, der er lavet.

DN har fået sin styrke og opnået sine resultater ved at stå på 2 ben: det lokale, og det nationale . De 2 ben er ikke bare udtryk for hierarkiet i et repræsentativt demokrati, men for 2 væsensforskellige måder at arbejde på. Groft sagt har man lokalt arbejdet med konkrete lokale sager, ofte som vagthunden, mens man i Masnedøgade har arbejdet med politisk interessevaretagelse i forhold til lovgivningen og rammevilkårene. Og begge parter har nydt godt af hinandens arbejde.

Visionen lægger så overbevisende op til at vi skal trække på samme hammel, f.eks: Forbinde vores lokale og nationale indsatser og sætte væsentlige fælles dagsordener. Det er der selvfølgelig ikke noget galt i, men nok så vigtigt er det at forstå og respektere, at de forskellige organisatoriske led i DN har forskellige roller og opgaver.

Visionen lægger også op til mange andre gode tiltag, men nedtoner samtidigt det konkrete naturbevarende arbejde så voldsomt, at det ikke kan være en tilfældighed. Med det konkrete arbejde forstår jeg kampene for at redde den natur, vi har tilbage, hvad enten den foregår med fredninger, klager, lokalt lobbyarbejde eller andet. (Tænke sig, at DN skulle vedtage en vision, der ikke omtaler fredningsarbejdet med et ord!) Det fremstår tydeligt, at det politiske arbejde er det ”fine” og ”rigtige”, mens eksempelvis klagesagerne er lidt pinlige, reaktive og gammeldags. Det er jeg slet ikke enig i. Men det rigtigt at sagerne kan være konfliktfyldte, og at DN ikke altid bliver populær på at forsøge at redde naturen. Og netop derfor er det så ubegribeligt, at vi ikke skal arbejde med visionært og strategisk med det konkrete sagsarbejde, som klagesager og fredninger.