Indspil til DN's strategi fra DN København
Fra "Tema 1: Grøn forandringskraft"
Gå til projektet

DN København har lavet et samlet indspil til DN’s strategi 2027-2032. Indspillet indeholder afsnit, der er relevante for emnet i denne tråd, men også emner, der ikke direkte falder ind under de tre emner Hovedbestyrelsen har opdelt debatten i.
Du får derfor neden for et sammendrag af DN’s samlede indspil, og vi vedlægger det samlede indspil som pdf fil. Du kan i pdf-filen på siderne 2-8 finde det, vi ser passe ind i denne tråd - i afsnittet Naturens værdi og arealer til natur
Sammendrag
DN er den organisation, der har naturen som sin kerne. Vi har to tilgange til natur. Vi vil have natur til natur, sådan at vi får levesteder til flora og fauna og til en mangefoldighed i antal arter, og sådan at alle arter får en stor udbredelse. Vi vil også have natur til mennesker. Natur er et gode for mennesker på mange måder. Den giver velvære. Den giver sundhed. Den giver rum at være i og rum til samvær. Den giver kort sagt trivsel. I byerne kalder vi ofte natur til mennesker for bynatur.
DN skal være klar til at indgå i kampen om arealerne. Arealer bruges til mange formål og arealanvendelse er i konstant bevægelse. DN skal bidrage til, at naturen får plads i den bevægelse. Det er derfor vigtigt, at vi er klar på, hvor det kræver en indsats. Vi ser i DN København fem områder, hvor der er brug for en DN-indsats. Det er landbrugsarealerne, det er havet og det er når byer udvikler sig, når samfundet vil udbygge infrastruktur – især veje – og det er når vi skal klimasikre.
De to første områder lægger op til nationale indsatser og de tre sidste er i høj grad lokale indsatser, som kræver stærke afdelinger. Det er vigtigt, at DN er proaktiv med udspil til mere areal til naturen og til natur med høj biologisk kvalitet. Det er også vigtigt, at DN er reaktiv, når andre vil lave indgreb i naturen eller misrøgter naturen.
DN’s fundament er afdelingerne. DN er til stede i alle kommuner med aktive, der vil naturen. Afdelingerne er naturens lokale talerør og rummer potentiale til at blive meget stærkere til lokalt at varetage interesserne for natur.
DN’s afdelinger rummer også potentiale til at blive samlingssteder for de mange som værdsætter natur og gerne vil være med i et fællesskab for natur. DN skal derfor udvikle afdelingerne så de fleksibelt og åbent kan rumme mennesker, der på forskellig måde vil engagere sig i og kæmpe for naturen.
DN’s demokrati trænger til et gennemsyn. DN København foreslår, at Repræsentantskabet nedsætter et udvalg, der skal vurdere DN’s demokrati og behovet for ændringer.
HB som DN’s nationale ledelse fungerer meget adskilt fra medlemmerne og afdelingerne. Man kan næsten sige, at HB lever midt på en øde ø omgivet af et sekretariat i øens vandkant, og med stor afstand til afdelingerne på fastlandet, som kun sporadisk besøges. Der er brug for at få en stærkere forbindelse mellem afdelingerne og HB og få et repræsentantskab som et reelt demokratisk forum. DN skal være en organisation, hvor det der rører sig hos medlemmerne og i afdelingerne let siver op i systemet, og hvor medlemmer og afdelinger aktiv lever med i de nationale sager.
