Input fra Kommunalpolitisk Netværk
Fra "Tema 1: Grøn forandringskraft"
Gå til projektet
På kommunalpolitisk netværksseminar i august på Dalum Landbrugsskole blev der afholdt en workshop om, hvordan den kommende strategi kan styrke det lokalpolitiske arbejde. Nedenfor er opsummeret hovedindsigter fra workshoppen.
Strategiindspil fra kommunalpolitisk netværk
Der var grundlæggende en opfattelse af at det er vigtigt at styrke det lokalpolitiske arbejde i afdelingerne i den kommende strategiperiode. Der var en opfattelse af, at dette er blevet svækket på grund af den grønne trepart som trækker mange ressourcer ud af afdelingerne. Derfor var der generelt et ønske om grundlæggende at styrke afdelingernes arbejde i den kommende strategiperiode.
Hvordan vinder vi også sejrene i befolkningen?
DN vinder i disse år mange kampe, som har potentialet til at blive store succeser i befolkningen. Det gælder for eksempel naturnationalparker og signaturprojekter. Men afdelingerne kan ende med at stå meget alene med at overbevise befolkningen om at det også er en succes. Det er der behov for flere ressourcer fra DN til at sikre den folkelige opbakning til vores sejre, for ellers risikerer det at blive til nederlag lokalt.
Frivillige til lokalt arbejde
Der var generelt et stort fokus på at flere frivillige, og særligt flere af de rigtige frivillige, er en forudsætning for at skabe indflydelse lokalt. Det kræver en overensstemmelse mellem hvilke opgaver vi tror vi rekrutterer til, og hvilke opgaver der reelt er i afdelingerne. Måske fremstår vi for aktivistiske når det reelt er bedre bureaukrati der er brug for?
Grøn forandringskraft
Der var en del kritik af begrebet samfundsforandring som omdrejningspunkt for strategien, idet der var en opfattelse af, at DN som forening primært handler om naturen fremfor om samfundet. Der var dog grundlæggende fra dele af forsamlingen større opbakning til begrebet grøn forandringskraft.
Faglig støtte
Derudover var der et ønske om flere faglige kompetencer i sekretariatet til at understøtte de sager man ønsker lokalt at føre. Det er en udfordring, at man ikke kan få fat i en fagmedarbejder når man har et behov for det. Det besværliggør klageprocesser. Og særligt er der en oplevelse af, at der ikke er fagkompetencer til at bekæmpe de store projekter som kræver ægte modstand med faglig bund. Der var en overvejelse om, at afdelingsstrukturen indenfor kommunegrænser nogle gange kan udfordre muligheden for at skabe forandringer som går på tværs af kommunegrænserne.
