Spring til hovedindhold
Vores DN Hjem

Lokale energifællesskaber

Fra "Debat om DN's holdning til placering af vindmøller"

Gå til projektet

Jeg har nu læst Hovedbestyrelsens oplæg for DN’s vindmøllepolitik. Den er usædvanlig tynd, med mange gentagelser og temmelig intetsigende formuleringer om ’grundig borgerinddragelse’, uden at komme nærmere ind på hvordan. Der findes ellers mange gode bud på dette, især i forhold til landvindmøller.

I et indlæg på Altinget for nylig foreslår Concito, DeltagerDanmark og Gate 21 en ny model for, hvordan vi understøtter lokal borgerinddragelse og kommunal forankring som afgørende elementer for hvordan vi kommer i mål med den grønne omstilling. De henviser bl.a. til Hvide Sande, hvor en partnerskabsdreven koalition af lokale interessenter rejste tre 140m høje vindmøller på havnen. Grønne aktører: Lokalsamfundene skal være primus motor for den grønne omstilling - Altinget - Alt om politik: altinget.dk

De fleste vindmølleprojekter har i dag en borgerinddragelsesdel, men først sent i processen, når der allerede er foretaget screeninger af udvalgte arealer for projekterne. Som Concito skriver, er det afgørende at engagere lokalbefolkningen så tidligt som muligt i planlægningsprocessen, så folk ikke oplever, at beslutningerne tages over hovedet på dem. men at de i stedet får aktivt lokalt ejerskab til projektet. Løsningsforslag på NIMBY-kvaler: Sådan får naboer til møller og solceller flere penge | CONCITO

Jeg synes, at DN bør insistere på, at man lokalt får bestemmende indflydelse på ikke alene HVOR vindmøllerne skal placeres, men også på deres størrelse, design og drift – samt ikke mindst på, hvor det betydelige økonomiske afkast havner. Mange projekter åbner for en vis procentdel lokale ejere og inkluderer måske en fond til lokale projekter, men hovedparten af gevinsten forlader alligevel området – og vigtigere for miljøet: ansvaret for opførelse og drift ligger hos de store kapitalstærke selskaber, som i situationer, hvor de skal vælge mellem fortjeneste eller miljø, altid vælger førstnævnte. Store virksomheder tænker kortsigtet og tager kun umiddelbare hensyn. Hvis derimod lokale borgere har økonomisk, demokratisk og følelsesmæssigt ejerskab til vindmøllen i nærheden, vil de være meget mere opmærksomme på effekterne af naturen og miljøet – både i etablerings- og driftsfasen.

Det kan sagtens lade sig gøre. Et EU-program kortlagde i 2019-20, at der findes ca. 3.500 ’energy communities’ i Europa, som har direkte kontrol med energiproduktionen. Udover at levere billig strøm tydeliggjorde kortlægningen, at energifællesskaberne sætter turbo på den lokale omstilling, da overskuddet fra produktionen går til nye energiprojekter i stedet for at blive udbetalt til fremmede ejere. Local Energy Communities: Key findings from mPOWER Exchange - mPOWER (municipalpower.org)

Reel borgerinddragelse bør bestå i, at lokale interessenter - udover kommunebestyrelsen kan det være forsyningen, landboforeningen, erhvervsforeningen, naturorganisationerne, kulturlivet mm. - samles om at planlægge den lokale energiforsyning i en åben og inddragende proces og i et samspil med en sammenhængende kommunal arealplanlægning som en vigtig forudsætning for fornuftige placeringer af VE-anlæg. Et sådant samarbejde kan holde sig opdateret på de nyeste teknologiske fremskridt i forhold til de lokale forhold og vil være den bedste garant for en bæredygtig indretning af hele infrastrukturen. Et vigtigt emne i den forbindelse er energinettet og dets kapacitet, som ofte får alt for lidt opmærksomhed, når der diskuteres udbygning af vindkraft.

Kritisk infrastruktur bør i videst muligt omfang ejes og drives af kooperative energifællesskaber. Som Kooperationens direktør Susanne Westhausen gør opmærksom på: ”Vi kan nå langt med at rette fokus mod de små energifællesskaber, der er rundt omkring i det danske land. Dem skal vi understøtte, og vi skal have flere af dem. … Energifællesskaber, der drives af energiske engagerede mennesker, som producerer grøn og billig energi, er til stor gavn for vores fælles velfærd og vigtigst af alt vores fælles fremtid. Lad os sammen gøre det enkelt at etablere, drive og vækste de grønne fællesskaber”. Kooperationens Nyhedsbrev (mailchi.mp)

Kommentarer(1)

Det er ikke muligt at kommentere, fordi dette projekt i øjeblikket ikke er aktivt.
Seneste kommentarer er indlæst.
Profil af Alfred Borg
Sendt af:Alfred Borg
for 3 år siden
Jeg er meget enig i, at det er oplagt at starte med at forsøge at få lokale borgergrupper til at starte processen. OM det lige skal være cooperative energifællesskaber eller andre organisationsformer ved jeg ikke, da det kan være meget svært, når omkostningerne er så høje. Naboerne til kommende energianlæg er ikke nødvendigvis særligt velhavende. Modellen med solceller i Brenderup ved Middelfart er et godt eksempel på at borgerne starter processen og inddrager investorer. Så har de lokale fat i den lange ende. Jeg var til møde i §17stk4 udvalg i forgårs hos en gruppe virksomheder i et erhvervsområde, hvor nogle af dem har store tagflader og lavt elforbrug, mens andre har det modsat. I dag er reglerne ikke helt på plads, men det er en opgave for DN, KL og alle de politiske partiers kandidater her i valgkampen at lobbye for at få det på plads i Folketinget.
  • 1 like

Del

Sendt af

Profil af Ivan AndersenAf Ivan Andersen den 13. oktober 2022

Nuværende status

foreslået