Uploaded på vegne af Maria Reumert Gjerding
Kære Hanne m.fl.
Tak for jeres forslag og engagement i vores aktivitetsplan.
Det unikke ved DN er vores mange lokale aktive, der har fingeren på pulsen. Det er en stor hjælp for HB og sekretariatet, at I byder ind med lokale problematikker.
Sekretariatet vil på baggrund af jeres henvendelse tage kontakt til jer for at få kortlagt problemerne yderligere. Derefter kan vi – efter behov – sætte nye tiltag i gang. Vi har derfor ikke skrevet noget ind i aktivitetsplanen endnu, da vi først skal have drøftet området med jer.
DN har – som I sikkert ved - i 2017 udarbejdet ”DN mener om mountainbikekørsel.” (
https://issuu.com/danmarksnaturfredningsforening/docs/dn_mener_om_mbt_a5_web)
Det er vores umiddelbare vurdering, at den stadig er retvisende i forhold til håndtering af de potentielle udfordringer, der kan være på området.
DN’s politik for adgang til naturen bygger på, at flere mennesker skal have mulighed for at opleve naturen, men at adgangen ikke må ske på bekostning af beskyttelsen af naturen. Det betyder, at der skal være fokus på, at områder med særlig naturværdi sikres, så disse værdier ikke påvirkes negativt.
MTB-kørsel mv. er lovligt på linje med ridning, orienteringsløb, hundeluftning og fuglekiggeri. DN skal ikke forhindre MTB eller arbejde for at forbyde MTB-kørsel i naturen. At køre på cykel er en lovlig aktivitet, og hvis eksisterende regler for anlæg i naturen og zonering for friluftslivet overholdes, bør det kunne lade sig gøre at køre på en måde, der ikke går ud over skove og beskyttet natur.
Problemet er primært en konflikt mellem brugergrupper, og det kan ikke løses med forbud mod en brugergruppe. Når der opstår konflikter eller sker ulovlig kørsel, skal afdelingerne og sekretariatet opfordre myndighederne til at håndhæve adgangsreglerne for færdsel i naturen. Dialogmøder imellem brugergrupperne er desuden en god indgangsvinkel til at påvirke holdninger og adfærd.
Som sagt vil sekretariatet se nærmere på problemstillingen og tage kontakt til jer.
Igen tak for jeres forslag
Bedste hilsner
Maria Gjerding
På vegne af hovedbestyrelsen