Naturpleje - gi' naturen en hånd!
Fra "Høring af strategi 2022-2026"
Gå til projektet

I DN Lejre har vi stor succes med høslæt med le på forskellige lokaliteter.
Sidste lørdag i juni havde vi for 10. år høslæt på Kildeengen i Bidstrupskovene – vi var 50 aktive personer i alle aldre – den ældste var 80 og den yngste 5 år.
Børn, unge og alle andre får mulighed for at komme ud i naturen og lære den bedre at kende og dét at arbejde i et fællesskab samtidig med et godt socialt samvær – og når børnene har det godt, bliver forældrene lidt længere. Men ikke mindst så gør vi en vigtig og synlig forskel for biodiversiteten.
Første lørdag i september har vi Le-festival samme sted, hvor der ud over høslæt er arbejdende værksteder, kurser i leslåning og ture i andre af de unikke skovenge med botanikere og biologer – samt krible-krable med børnene.
Dette arrangement laver vi i samarbejde med Nationalpark Skjoldungernes Land, da DN-sekretariatet de seneste par år har skåret ned på dette område – sidste år var vi i alt 80 børn, unge og ældre.
Derudover har vi stor succes med vores Rullende Naturskole, der laver krible-krable-arrangementer for børnefamilier, foreningen for hjemmepassede børn, institutioner og skoler ved åer, fjorde, gadekær, strande og havne.
Vi har en lukket trailer fyldt med grej, vaders og alt til faget hørende. Der har været mange arrangementer hen over året. Vi har bl.a. fast 2 årlige arrangementer ved Tadre Mølle, hvor en masse forældre og bedsteforældre kommer med deres børn/børnebørn for at lave krible-krable ved åen og bygge fuglehuse eller insekthoteller.
