Naturværksteder med høj grad af mangfoldighed, helhed og grøn livskunst.
Fra "Indsatsområde: Børn"
Gå til projektet
Når vi tegner, ser vi. "At tegne er at se", hedder en meget kendt bog om tegning og her fortæller Betty Edwards blandt andet at tegning før i tiden var en fast del af fine damers dannelse. For det at tegne danner mennesker, fordi man bliver så god til at se og opleve sine omgivelser.
I 2012 blev jeg første gang præsenteret for det at tegne udenfor i naturen og jeg blev fuldstændig betaget af det. Som en stor naturven, der helst vil være udenfor lige så snart solen skinner, opdagede jeg alligevel en ny form for fordybelse, som jeg ikke havde kendt før. Vi sad jo udenfor i 4-5 timer fordybet i de motiver vi prøvede at tegne. Vi glemte at spise, at bekymre os om noget andet end det at tegne og være sammen med motivet.
Når jeg tegnede, blev jeg på en måde ét med resten af naturen. Jeg så ikke mindst alt omkring mig på en måde jeg aldrig havde gjort før. Dybere, i længere tid af gangen, fik øje på det mindste lille strå, løbende biller og så især de kalve vi var sendt ud for at tegne. At kigge en kalv dybt i øjnene, mens jeg forsøgte at tegne den, blev en meget stærk og uforglemmelig oplevelse. Noget jeg i den grad ønsker for alle andre, for her ligger meget livsglæde gemt. En særlig form for glæde vi kun finder ude i naturen sammen med andre levende væsener.
Når man tegner er man i en fordybelse, hvor indlæring sker på en særlig stærk måde og derfor er det at tegne et vigtigt redskab for at lære mere om naturen. Et er at gå en lang tur i en skov, men når man skal prøve at tegne noget i skoven, kommer man helt tæt på den på en meget stærk måde. Og så lærer man, erfarer man og erkender man naturens inderste væsen, ja, sit eget inderste liv.
Når vi er fordybet i en aktivitet, som tegning, hvor vi bruger hænderne og prøver at udtrykke noget, slipper vi tankerne fri og glemmer os selv. Det betyder igen at forbindelsen til vores 'indre kilde' af livsmod, livsglæde kan mærkes. Jeg mærker det som små bobler af velvære, der pludselig dukker op, mens jeg er i gang med at tegne.
Intuition, kreativitet, fantasi, idéer opstår også lettere under tegning og lignende aktiviteter. Klimakrise, andre naturkriser, grøn omstilling og store globale ændringer i det hele taget kræver meget af os og det bliver endnu mere i fremtiden. Vi har derfor brug for al den kreativitet og al den livsmod vi kan komme med.
Jeg tror på NATURVÆRKSTEDER, hvor en mangfoldig palet af aktiviteter tilbydes børn og voksne. For mig er tegneaktiviteter helt centrale, men ellers forestiller jeg mig fortællinger om naturens liv, om naturoplevelser, formidling af viden om naturen osv. Når jeg læser om Naturværkstedet på Skovsgård Gods, tænker jeg der fint kunne være sådan et naturværksted i enhver by og større landsby. Måske i tilknytning til det lokale bibliotek og i samarbejde med spejderne, udover naturligvis det lokale DN.
Så egentlig er det vel et gængs NATURVÆRKSTED jeg foreslår bare:
-med tegning som fast ingrediens
-udbredt over hele landet.
Jeg har gode erfaringer med at indrette og have dagligt ansvar for et tegneværksted for børn, som jeg mener kan indrettes for ganske få midler.
