Sådan styrker vi danskernes naturforbundethed og -engagement. Og sådan gør vi det ikke!

Hovedspørgsmålet i Tema 2 vedr. DNs kommende strategi lyder: ”Hvordan vi styrker danskernes forbindelse til naturen og engagementet i den”. Og man bemærker helt rigtigt, at hvis vi skal ”passe bedre på naturen kræver det, at flere oplever den, mærker den og føler sig som en del af den.” Og samtidig er ophold i og kontakt til naturen jo oven i købet god ”for vores trivsel og mentale sundhed”. Så hvordan gør vi naturen ”relevant”, hvordan kommer danskerne ”tættere på naturen”, hvordan skabes ”stærkest forbindelse til naturen?”Alt sammen en rigtig god formulering af problemstillingen.

Men problemstillingen rejser samtidig, måske uerkendt, en alvorlig kritik af DN selv. For i de senere år har man bemærket en meget stærk tendens i DNs ledelse til at adskille ovennævnte ”natur” fra den på naturen hvilende landskabelige skønhed, en øjensynlig foragt for skønhed og ”æstetik”, og en for ofte næsten radikal afvisning af landskabelig skønhed og æstetik som værende den ”rene natur” uvedkommende.

Men dette er dels en falsk skelnen, og dels vil denne efterhånden fremherskende synsmåde i DN-toppen i virkeligheden fremmedgøre mennesket fra naturen og netop ikke styrke ”danskernes forbindelse til naturen” – sådan som DN ellers ønsker. For at adskille landskab fra den "rigtige” natur er en naturteknokratisk anskuelsesmåde, som ligger fjernt fra den nedarvede menneskelige bevidsthed og underbevidsthed.

Som DN i øvrigt selv i sit oplæg påpeger, så er natur ikke noget vi skal stå udenfor. Som i en zoologisk have hvor man kan betragte de enkelte elementer af faunaen, den ”rene natur”, stykkevis og delt, i et ”landskab” af menneskers bygningskonstruktioner. Vi mennesker trives med, nyder og helbredes af naturen i den sammenhæng naturen findes i eller bør findes i, dvs. i sammenhæng med de frie skønne landskaber. Altså landskaber der så vidt overhovedet muligt er uspolerede af industrielle konstruktioner – herunder sandelig også af tårnhøje vindmøller med visuelt støjende vindmøllevinger samt af vidtstrakte sorte monotone solcelle”marker”, der altsammen affortryller og forarmer landskaberne.

Et sådant visuelt ødelagt, affortryllet, og forarmet landskab får ikke menneskene til at føle sig forbundet med naturen. Heller ikke selvom naturteknokrater i DN mener, at man så blot kan kompensere ved at placere nogle ”rigtige” og ”rene” naturelementer ind imellem møllerne og solcellerne.

Meget få mennesker tager nemlig målrettet ud for at nyde en ”natur” domineret af industrielle VE-konstruktioner. Og det af gode grunde, herunder af både ”æstetiske” årsager og de hermed tæt forbundne helsebringende årsager. Som ph.d. i naturpsykologi Simon Høegmark har påpeget (DNs hjemmeside 19.5.26) stimuleres vi ”af den æstetiske atmosfære i naturen, som man lidt forenklet kan kalde naturens skønhed.” – ”Det sætter vores egen biologiske helingsproces i gang, hvor de mentale batterier genoplades, og kroppen genopbygges”. Fx udskilles dopamin og serotonin i hjernen - ”så simpelt er det. I vores hjerner er vi stadig grundlæggende urmennesker”.

Netop. Og naturen som healer kan ikke ses isoleret fra de omgivelser den såkaldte ”rene natur” eksisterer i. Den helsebringende natur vil for de fleste ikke kunne ses og fungere isoleret fra skønheden, herunder fra de frie smukke landskaber, samt fra de frie åbne kystnære farvande med drømmende udsigter over vandet til den fjerne kiming eller til de forjættede modsatte kyster. Vore ”urmenneske-hjerner” som de er flest, er ikke programmeret til, og kan næppe i overskuelig fremtid grundlæggende præges til ligefrem at elske synet af industrielle vindmøller i naturen og landskabet - sådan som ikke mindst DNs indflydelsesrige Aarhus-formand og nuværende konstituerede (og kommende?) præsident faktisk og desværre har plæderet for.

Dette særlige natursyn med affærdigelse af ”æstetikken” (naturligvis udsprunget af en i sig sig selv rigtig og rosværdig bekymring for klimaforandringerne) giver sig ikke kun udtryk i retorik, men også i meget konkrete bedømmelser og sørgelige beslutninger. Således har DN-Aarhus sluttet markant op om planerne om opstilling af tårnhøje vindmøller ved det smukke Vosnæs nord for Aarhus, vindmøller der vil spolere landskabet der og som vil forurene udsigterne også fra Syddjurs kommune og fra Mols på den anden side af Aarhus Bugt.

I en kommentar til sit høringssvar udtaler DN-Aarhus, at man ”har valgt at acceptere den visuelle påvirkning af landskabet, som møllerne ved Vosnæs uvægerligt vil indebære. Vi mener, at det i høj grad er en smagssag og en subjektiv betragtning, hvorvidt de opleves som skæmmende fremmedelementer eller som vidnesbyrd om en bæredygtig samfundsudvikling.” Derfor har man valgt at fokusere på ”hvorvidt vindmøllerne vurderes at ville have en negativ påvirkning på bestandsudviklingen af især fugle og flagermus” (altså igen: den ”rene natur” adskilles fra omgivelserne, landskaberne). Og i selve høringssvaret erkender foreningen, at ”området ved Vosnæs er ganske vist omfattet af en kommunal udpegning som bevaringsværdigt landskab” – men man plæderer herefter for ”en pragmatisk holdning til etablering af vindmøller i et bevaringsværdigt landskab, når denne udpegning i Kommuneplanen er begrundet i det kulturhistoriske hovedgårdslandskab, og dermed altovervejende baserer sig på visuelle og æstetiske hensyn sat overfor det presserende behov for at fremme overgangen til nonfossil energi.”

Men bundlinjen bliver reelt, at en stor og indflydelsesrig lokal naturfredningsforening (!) med DNs præsident i spidsen her støtter et overgreb mod noget vigtigt som mennesket intuitivt glædes over, trives med og ganske enkelt nu og gennem alle tider opfatter som … smukt.

Så. DNs landsledelse bør altså sadle om, hvis man virkelig vil fremme målsætningen om at ”styrke danskernes forbindelse til naturen og engagementet i og for den”. Man må igen opprioritere foreningens gamle og grundlæggende kerneværdier og store vægt på landskab, skønhed, ”æstetik”. Og ikke søge kunstigt at adskille den ”rigtige”og ”rene” natur fra disse, for menneskene (og den øvrige natur!), så vigtige og afgørende elementer. Hvis menneskene flest skal elske og værne om naturen og biodiversiteten – så må DN ikke tage skønheden og de helsebringende fortryllende naturbårne landskaber fra menneskene.

Alt dette betyder absolut ikke, at DN ikke skal bekymre sig stærkt om de ødelæggende klimaforandringer. Der arbejdes nu med energiøer og vindmølleparker til havs. Det støttes af DN, rigtigt godt. I det omfang disse konstruktioner altså placeres langt, langt ude til havs, uden visuelt at forstyrre de herlige og unikke danske kystområder. Desuden bør DN være helt anderledes åben og proaktivt søgende overfor andre og nye muligheder for at producere grøn energi – alternativer som er mindre landskabsforarmende og langt mindre arealkrævende end mølleparkerne. Herunder må DN også være anderledes fordomsfri og åben overfor muligheden (muligheden!) af former for A-kraft i Danmark. Sikkerheden skal naturligvis kunne påvises at være i orden. Men blot at affærdige A-kraft med henvisning til omkostninger i etableringsfasen er ikke i orden for en naturfredningsforening, der ellers normalt nok mener at beskyttelse af naturen godt må koste penge. Og det andet i flere år ofte fremsatte argument mod denne grønne energiform, er at den tager tid at etablere. Men jo længere tid vi stadig henholder os til dette argument, jo længere tid vil det jo vare før energiformen kan etableres, skulle vi ende med at beslutte os herfor. Og som vi rigtigt siger om klimaproblemerne at vi må tænke på de næste generationer, sådan må vi også sige om de allerede hårdt prøvede sparsomme danske landskaber: Også vore børn og børnebørn skal have lov til at opleve disse skønne, sunde og vitale herlighedsværdier.

Og endelig: ikke mindst må DN i diskussionen om stadig mere grøn strøm kraftigt fokusere på cirkulær økonomi og grænserne for evig materiel vækst – en vækst som igen kræver stadig forøgelse af strømproduktionen og dermed opstilling af stadigt nye VE-anlæg. Det vigtigste grundlæggende alternativ til opstilling af stadigt flere og flere industrielle og landskabsforarmende VE-anlæg er vel overhovedet besparelser og en cirkulær omstilling af økonomi og produktion.

Med venlig hilsen

Søren Nielsen-Man

Medlem af DN-Syddjurs