Sharing eller Sparing
Fra "Ny landbrugspolitik"
Gå til projektet
Dette er fsv. en halvgammel diskussion, men fortsat aktuel ift. ny landbrugspolitik i DN. Bl.a. har Sybille Kyed fra ØL og Rasmus Ejrnæs fra AU stået overfor hinanden i denne sag i en nylig offentlig diskussion, og vi hørte jo den i øvrigt fornuftige Frank Erichsen på det grønne landsmøde april -26 advokere for Sparing-tankegangen. Den går kort sagt ud på at skille naturareal og landbrugsareal klart fra hinanden, mens Sharing går ud på at regulere landbruget overalt, så det bliver (i hvert fald mere) naturskånsomt. Frank fandt det mere realistisk at arbejde for at tage det nødvendige areal fra til naturen og så lade det konventionelle landbrug køre videre på sin intensive vis, dog på et mere begrænset areal.
Som DN-repræsentant i treparten (for Isefjord og Roskilde fjord) oplever jeg at kæmpe mod det Sparing-koncept, som trepartsaftalen bygger på - desværre, for personligt er jeg ikke tilhænger af det.
Jeg er med på, at naturen i landet skal sikres et større areal at udfolde sig på, det kræver især biodiversitetshensynet, flere og større sammenhængende naturarealer skal der til. Her er målet vel 30% af det samlede areal, som IPBES anbefaler og EU-målene om beskyttet natur senest i 2030 og genopretningsforordningen også lægger op til. Men derudover - og det er måske endnu vigtigere aht. dels biodiversiteten dels hensynet til menneskelig sundhed, drikkevand, dyrevelfærd osv. skal industrilandbrugets monokulturelle og kemisk baserede driftsform reguleres.
Jeg tænker, at det er muligt at finde en reguleringsform baseret på nogle krav/kriterier, som sikrer en drift indenfor et naturskånsomt paradigme, men sådan, at det stadig overlader en række valg og muligheder for landmanden
Ole Busck
