Skab nye naturambassadører gennem "lav-barriere projekter"
Fra "Tema 1: Grøn forandringskraft"
Gå til projektet

Grøn forandringskraft = større naturengagement gennem nye og flere naturambassadører.
DN skal fortsat være naturens stærke vagthund, men hvis vi skal skabe større samfundsforandringer, skal vi også være endnu bedre til at omsætte vores viden, medlemmerne og det lokale engagement til endnu flere konkrete handlinger med synlige resultater for nye naturinteresserede.
I DN Hillerød har vi gode erfaringer med de mange "lav-barriere projekter", som vi har startet over de sidste 4 år, hvor naturinteresserede med en mindre og overskuelig indsats kan bidrage til et af vore mange nye projekter og ikke mindst møde andre med samme interesse i et nyt socialt naturnetværk.
Arrangementerne spænder fra vores månedlige affaldsindsamling, hvor 20-25 personer møder op, høstslæt i fredede områder, etablering og vedligeholdelsen af Frivillighaven, redekasseopsætninger i naturområder, undervisning på folkeskoler og uddannelsesinstitutioner, og ikke mindst introduktion og etablering af mere biodiversitet hos private haveejere og boligselskaber.
Aktiviteterne rækker ud til nye naturinteresserede og andre grønne organisationer, der ønsker at indgå i et socialt fællesskab med fokus på at gøre en mærkbar forskel for den trængte natur. Samtidig viser den et andet billede af DN, end blot dem der er med til at stoppe forskellige anlægsprojekter, gennem de for os berettigede hørringssvar.
Som en attraktiv sidegevinst ser vi de største visninger og "likes" på de sociale medier, når vi laver opslag fra arrangementerne, en stor medlemsfremgang og ikke mindst stor tilslutning til vores mange andre åbne arrangementer, der heller ikke kræver medlemskab af DN.
Afprøv nogle af de foreslåede aktiviteter, og I vil opleve at nye naturinteresserede møder op, og ikke mindst at flere bakker op om DN's mange gode aktiviteter og indsatser. Hvis I mangler yderligere inspiration hjælper vi gerne.
