Solcelleparker - retningslinjer og politik
Fra "Aktivitetsplan 2024-25 (AP)"
Gå til projektet

På vegne af en gruppe af medlemmer fra Samrådsmøde Nordsjælland indstilles hermed til Hovedbestyrelsen at der udarbejdes en politik med DN's holdning til samarbejde med interessenter om opførelse af solcelleparker med tilhørende appendiks i form af retningslinjer for det lokale arbejde i kommunerne. I erkendelse af at der i øjeblikket hersker et “wild West” hvor udviklingen drives af lodsejere og energiselskaber m.fl. er der behov for at foreningen formulerer en politik på området så hurtigt som muligt,.
Politiken skal begrundes i et fagligt veldokumenteret baggrundsmateriale om de miljøkonsekvenser der er forbundet med etableringen - herunder hvilke stoffer der afvaskes fra solcellerne og hvilke stoffer der udvaskes ved rengøring af solcellerne til mijøet med risiko for forurening af jorden og nedsivning til vores grundvand.
Velvidende at der SKER en udvaskning af f.eks. PFAS, må f.eks. en opsætning i grundvandsindvindingsområder vel udelukkes ligesom et krav om opsamling og rensning af regnvand kan blive aktuelt.
Der er stor usikkerhed omkring hvilke muligheder og risici som skyggedannelsen fra solceller medfører og om naturen får mulighed for at reetablere sig på hensigtsmæssig vis.
Herudover er der skattemæssige forhold der stiller sig i vejen for meget oplagte placeringer på hustage og gavle. Hvad er vores holdning som forening til disse barrierer og hvordan kan de overkommes og hvad vil vi arbejde aktivt for i den forbindelse.
Afdæk gerne erfaringer fra andre lande. Se f.eks. til Tyskland hvor energiselskaber opfører konstruktioner i landbruget med solceller, netop for ikke at sprede dem på markerne. Kan jorden blive uegnet til landbrugsdrift i fremtiden efter solcellerne har stået der? Skal der stiles krav om at den på sigt går tilbage til naturen, mod tilladelse til at udnytte jorden i en periode.
Hvordan ser hele bæredygtighedsregnskabet ud for solcelleparker. Hvilket co2 regnskab laves der i forbindelse med opførelsen. Er der styr på produktionscyklus og miljømæssige konsekvenser af fremstillingen i Kina etc. Etc.
Forslagstillerne indstiller til hovedbestyrelsen at denne aktivitet vælges med meget høj prioritering."
Forslagsstillere er:
DN Egedal, DN Sorø, DN Åbenrå, DN Halsnæs, DN Gribskov, Steen Ussing Rudersdal, Helle Lund Helsingør, Ursula Lange Frederikssund
