Spring til hovedindhold
Vores DN Hjem

Solceller i landskabet: Hvad mener DN om det?

Fra "Aktivitetsplan 2022-23 (AP)"

Gå til projektet

Forslag fra DN-Odder til AP 2022-23 i Danmarks Naturfredningsforening.

Solceller i landskabet: Hvad mener DN?

DN-Odder ønsker at foreningen går mere aktivt ind i debatten om hvordan anvendelse og placering af store solcelleanlæg skal ske i det åbne land. Vi er det seneste års tid blevet opmærksom på, at der er planer om relativt store solcelleanlæg i vores kommune - lige som der vist er det mange andre steder i landet.

Solcelleanlæggene skal placeres på landbrugsjord (marker) og højden af anlæggene kan være op til fire meter. Visse typer af solceller følger solens bevægelse hen over dagen. Solcelleanlæg vil overvejende fremtræde i mørke farver, og det kan næppe udelukkes, at der kan opstå lysrefleksion fra solcellerne. 

Som følge af anlæggenes størrelser (i nogle tilfælde over 100 ha) vil de være meget dominerende i landskabet. På landsplan tales der ifølge TV2SYD om op mod 239 km2 i det åbne land, heraf er der i 14 sydjyske kommuner nu konkrete planer om 54 anlæg fordelt på i alt 54,1 km2 (54 nye solcelleparker på vej til Syd- og Sønderjylland - se planerne for din kommune her | TV SYD). Til sammenligning er Møn på 218 km2.

Lokalt vil de store solcelleanlæg være indgribende i det landskabelig udtryk. Dyrket land skifter farve og udtryk med årstiden, det vil en teknisk installation som et solcelleanlæg ikke gøre - det vil stort set have samme farve året rundt.

Nogle anlæg planlægges med omkransende beplantning, hvis hensigt er at afbøde/afskærme for de bastante tekniske anlægs visuelle påvirkning på omgivelserne. Det kan forudses, at denne form for beplantning vil hæmme udsynet ind over landskabet ved de berørte områder. 

Det danske landskab skal efterhånden lægge ryg til mange anvendelser - og der opstår populært sagt ”kamp om pladsen”. Det skal være plads til byudvikling, mere infrastruktur, mere vild natur og nu også store energiproducerende solcelleanlæg, som optager plads i en langt større grad end eksempelvis vindmøller. Til forskel fra solcelleanlæg optager vindmøller kun relativt lidt plads, og arealerne de står på kan fortsat anvendes til natur, landbrug mv.

DN-Odder savner at foreningen tager stilling til, hvordan store solcelleanlæg bedst kan indpasses i landskabet - nogle steder at givetvis bedre/mindre egnede end andre. Det er vigtigt at der tages hensyn til sårbar natur, og det er vi faktisk usikre på, om man gør pt. i planlægningen af anlæggene. 

·  Skal DN blande sig i debatten om hvorvidt store solcelleanlæg i den åbne landskab er den ”rigtige” vej af gå, når samfundet skal omstilles fra fossil energi til bæredygtig energi, eller skal der hellere vælges andre løsninger, der ikke er nær så indgribende i landskabet (især hvad angår pladsen)?

·  Vil DN bringe sine viden om natur i spil og søge at påvirke beslutningerne om, hvor de mange kommende solcelleanlæg skal placeres?

·  Vil DN igangsætte en intern debat om, hvilke energiteknologier der bedst sikrer en udvikling, hvor naturen får mere plads i et fremtidigt samfund, der forbruger mere og mere energi og flere og flere ressourcer samtidig med at markante klimamål skal nås inden for en relativ kort årrække.

Ib Salomon, fmd. DN-Odder, Jørgen Pedersen, næstformand DN-Odder

Officielle opdateringer

Sidste opdatering: 8. oktober 2021

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere, fordi dette projekt i øjeblikket ikke er aktivt.

Del

Sendt af

Profil af Ib SalomonAf Ib Salomon den 8. august 2021

Nuværende status

foreslået

Emner

STRATEGISK INDSATSOMRÅDE: POLITIK
Miljø
Natur
Klima
Bæredygtighed
Grøn omstilling
Naturoplevelser