Spring til hovedindhold
Vores DN Hjem

Uddannelse i lokalpolitisk interessevaretagelse – en forudsætning for grøn forandringskraft

Fra "Tema 1: Grøn forandringskraft"

Gå til projektet

Koordinationsgruppen for DNs kommunalpolitiske netværk har bedt mig om over for HB og i forbindelse med Vores DN at pege på behovet for at styrke uddannelsen i lokalpolitisk interessevaretagelse.

Hvis grøn forandringskraft skal tillægges større vægt i den kommende strategiperiode, er det vigtigt, at dette ikke alene kommer til udtryk på strategiens såkaldte strukturelle niveau, hvor vi søger at påvirke de politiske, økonomiske og samfundsmæssige rammer til fordel for natur, miljø og klima.

Det bør også afspejles på det sociale niveau, hvor mennesker engageres gennem fællesskaber, mobilisering og handling sammen med andre, og hvor værdier og normer udvikles i en grøn retning.

Her ser vi et behov for at styrke sammenhængen mellem de to niveauer.

DNs lokalafdelinger har en vigtig rolle i at omsætte det lokale engagement i naturen til konkret politisk indflydelse. Men det kræver viden og kompetencer at arbejde målrettet med kommunalpolitik, forstå de politiske beslutningsprocesser, indgå i dialog med politikere og forvaltning og skabe offentlig opmærksomhed om naturens og miljøets interesser.

Vi har hidtil – i OU bl.a. - haft et væsentligt fokus på uddannelse i ledelse og organisering af frivillige. Det er fortsat vigtigt, men vi bør supplere denne indsats med et mere systematisk tilbud om uddannelse i lokalpolitisk interessevaretagelse.

Det er ikke nødvendigvis lokalformanden, der skal varetage den lokalpolitiske interessevaretagelse. Vi skal give plads til, at frivillige engagerer sig i netop de dele af DNs arbejde, som motiverer dem.

Men hvis vi vil styrke DNs grønne forandringskraft, skal vi også sikre, at der i lokalafdelingerne findes mennesker med kompetencerne til at omsætte det lokale engagement til politisk indflydelse.

Derfor foreslår vi, at uddannelse i lokalpolitisk interessevaretagelse bliver en konkret og prioriteret indsats i den kommende strategi.

Det er ikke tilstrækkeligt at have ambitioner om grøn forandringskraft. Vi skal også give vores frivillige redskaberne til at skabe den.

(foto, deltagere i netværkstræf 2026)

Kommentarer(3)

for at kommentere.
Seneste kommentarer er indlæst.
Jeg er helt enig. DN - Guldborgsund
  • ingen likes
Ja - enig , Det er vigtig med uddannelse, men bestemt også at der skal være opbakning fra den lokale DN bestyrelse og formand og at flere fra bestyrelsen vil deltage og tør tage drøftelserne med kommunens politikere, på den rigtige og venlige facon - ellers opnår man intet.
  • ingen likes
Godt forslag. For mange er det svært at forstå lovgivning og muligheder, så derfor er det vigtigt at nye frivillige kræfter kan få uddannelse.
  • 2 likes
Antal likes i alt: 4, total dislikes: 0
. Log ind for at stemme.

Del

Sendt af

Profil af Niels HilkerAf Niels Hilker den 24. september 2026

Nuværende status

foreslået